Uge 28 – Skal hunden løbe frit?
Skal hunden løbe frit?
Din hund er nu 28 uger gammel og er en teenager med krudt i måsen. Det kan være dejligt for både dig og hunden, at tage snoren af, så hunden kan få lov til at give den gas. Men det er ikke altid helt problemfrit at slippe hunden. I den her uge ser vi på fordele og ulemper ved at slippe hunden.
Måske du har prøvet scenariet, hvor du slipper din hund og du kort tid efter ser den spæne mod horisonten. Du står nu med en klump i halsen og krydser fingre for at den kommer retur, når du kalder? Eller måske du har sluppet den i hundegården og pludselig er der 6 eller flere hunde som drøner rundt og ser mere og mere ophidsede ud? Før du slipper din hund, er det en god ide at opveje fordele og ulemper.
Fordele
- Fordelene ved at lade din hund løbe uden snor er mange. Hunde er aktive dyr, som elsker at løbe. Og selvom vi måske lader dem løbe i haven, eller løber med dem i snor, så er det intet, som slår en spænetur uden snor.
- Møder i andre hunde uden snor, så vil du sikkert også opleve, at hundene bedre kan kommunikere, lege og omgås når de ikke har snor på.
- Din hund får bedre mulighed for at ”læse avisen”. Dvs. snuse til alle de spændende ting der er i omgivelserne.
Ulemper
- Er området ikke indhegnet og har du ikke et effektivt indkald på din hund, så er der risiko for at den kan stikke af.
- Løber din hund frit på et område med mange andre hunde på lidt plads, så er der øget risiko for udfald mellem hundene.
Det er fantastisk at se din hund løbe uden snor og det vil være livsforbedrende for den, hvis du giver den mulighed for fri bevægelighed. Men for at det bliver en god oplevelse for jer begge, så sørg for at være forberedt. Her er nogle ting som er værd at huske:
1. Indkald.
Sørg for at træne indkald på din hund. Selvom området er indhegnet, skal du kunne kalde din hund til dig. Det kan f.eks. være i situationer, hvor en anden hund synes din hund er irriterende. Her skal du kunne kalde på din hund, så situationen ikke udvikler sig.
2. Saml op.
Selvom du måske er en tur i hundeskoven, så er vigtigt at du samler op efter din hund. På områder hvor mange hunde samles, er der øget risiko for spredning af f.eks. hjerte-lungeorm og giardia. Sygdomme som kan undgås, hvis vi alle bliver bedre til at samle op efter vores hunde.
3. Hold dig i bevægelse.
Når mange hunde samles og leger, kan det være fristende for os ejere at stimle os sammen og snakke. Men det er en unaturlig måde for hunde at mødes på. Mange hunde som løber rundt sammen og hvor flere hunde hele tiden kommer til, kan nemt skabe en cocktail af konflikter mellem hundene. En mere naturlig måde for dem at mødes, er ved at vi er gående, de mødes, snuser, leger evt. lidt og så går vi videre. Skal de lege vildt med andre hunde, så er det bedre at mødes med en enkelt anden hund, et sted hvor der ikke kommer andre hunde og ”blander sig”.